Holdbooking

Holdbooking

I OBBC tilbyder vi en bred vifte af hold i vores tre holdsale – bodybike, cross og holdtræningssal. Klik hér for at se den samlede holdplan og for at læse holdbeskrivelserne. Uanset om du er helt ny indenfor fitness eller meget erfaren vil du kunne finde et hold der passer dit niveau og har du fx en skade der begrænser dig, kan du altid henvende dig til instruktøren og få alternativer til de øvelser der volder problemer.

Crosstraining

CrossTraining består af en række konstant varierende og funktionelle øvelser, der udføres ved høj intensitet. Øvelserne er hentet fra styrkeløft, olympisk vægtløftning, styrketræning, gymnastik og sprint/løb. Der bruges redskaber som kettlebells, vægtstænger, medicinbolde, reb, ringe, pull-up stativ og lastbildæk. I mange øvelser indgår dog også egen kropsvægt.

Øvelserne

De fleste øvelser vil indeholde funktionelle bevægelser, dvs. bevægelser som kan relateres til hverdagen, fx. at løfte, bære, trække, skubbe, løbe og hoppe. De fleste øvelser er helkrops-øvelser, hvor alle store muskelgrupper er involveret i bevægelserne.

Af eksempler på øvelser kan bl.a. nævnes: squat, press, dødløft, sjipning, box jumps, løb, træk, stød, frivend, push ups, pull ups, hammerslag på dæk, øvelser med kettlebells, medicinbolde og ringe.

CrossTraining handler om at optimere udøverne indenfor elementerne styrke, udholdenhed, hastighed, balance, smidighed, behændighed, koordination og præcision.

Ofte indgår mange af disse elementer i samme træningspas, som vil være alsidig, varieret og udfordrende. Du kan ligeledes udfordre dig selv og konkurrere med dig selv eller andre.

Hvordan træner vi?

CrossTraining udføres ofte som cirkel/stationstræning, hvor øvelserne udføres inden for en given tid eller op til et vist antal repetitioner. En træningstime består dels af præsentation af dagens øvelser, samt opvarmning – og dels af dagens CrossTraining workout, som typisk varer 10 – 25 minutter. Der vil fra instruktørens side blive lagt stor vægt på, at deltagerne udfører øvelserne med den rette teknik for at minimere skaderisikoen og for at optimere udbyttet af træningen. Alle øvelser kan tilpasses den enkeltes niveau vha. skalering.

Til CrossTraining skal du have almindeligt træningstøj og træningssko på, vær dog opmærksom på at du bliver godt svedig og let beskidt. Det er samtidig en god idé, evt. at erhverve sig handsker eller sportstape til hænderne. Husk vand!

CROSSTRAINING-FORKORTELSER OG BESKRIVELSER:

WOD = Workout Of the Day: Dagens træningsprogram
Timerne er hovedsageligt bygget op af 1-4 øvelser af lav teknisk sværhedsgrad og afsluttes med en workout, hvor pulsen virkelig kommer op.

FGB = Fight Gone Bad: Eksempel på et format på en WOD. 17 min. træning med 3 runder á 5 min. varighed + 2 min. pause mellem hver runde. Hver runde består af 5 stationer med en øvelse på hver og 1 minuts træning på hver, hvorefter der roteres.

AMRAP = As Many Rounds As Possible

RX = En betegnelse for udførelse af en øvelse som den enkelte WOD foreskriver

PR = Personal Record: en betegnelse for ens personlige bedste i en bestemt øvelse, i en WOD eller i et bestemt løft

* OBBC forbeholder sig retten til at aflyse hold, hvis der ikke er nogen tilmeldt en time før holdstart.

* Læs mere om bookingregler her.

* Se den samlede holdplan samt beskrivelser af de forskellige hold her.